Eksistentiel terapi i København - for alle der ønsker at forstå sig selv bedre og leve i større overensstemmelse med deres inderste ønsker

I mit arbejde med psykoterapi bruger jeg den eksistentielle samtale, om selve det at være til og kunne gøre det der føles vigtigt i livet. Oplevelser af nedtrykthed, angst, stress og kriser i vores liv, betyder ofte, at vi mister centrale dele af forbindelsen til vores indre ressourcer, og det kan blive en forstyrrelse i vores naturlige kapacitet til at hele os selv. God terapi kan forbedre og stabilisere denne forbindelse, så det (igen) bliver muligt, at føle sig mere levende og mindre uroligt tilstede i livet. Det gælder også sammen med andre, i de relationer hvor livets mest fyldige øjeblikke ofte findes.
Alle kan få brug for hjælp - at være menneske er sjældent helt ukompliceret

Alle vil fra tid til anden opleve uro i følelseslivet og for nogen vil det låse sig fast som bekymringer det er svært at se en vej ud af. Det kan være affødt af en række ting: en krise, et brud, et pludselig tab. Følelsmæssig uro kan også ligge mere skjult i sindet, måske som smertefulde erfaringer fra fortiden, måske som en mere generel følelse af ikke at trives eller slå til. I terapien kaster vi lys på de oplevelser, erfaringer og tanker der er i spil og skaber herigennem klarhed over hvad der er brug for nu. Det kan være alt fra nye perspektiver på nogle bestemte udfordringer, til mere dybdegående forandringer i livet.

Handler psykoterapi altid om forandring?

Selvom psykoterapi ofte sætter fokus på potentialet i at kunne forandre noget, handler livet (og dermed også terapi), ligeså ofte om at kunne komme overens og forsone sig med forhold og vilkår i tilværelsen. Hvad psykoterapi i praksis handler om, vil altid afhænge af den enkeltes livssituation, ønsker og behov.

Rummet er dit

Jeg arbejder med udspring i humanistiske traditioner som prioriterer det medmenneskelige møde højt.  Det terapeutiske rum skal være et trygt og fortroligt fristed, hvor vi kan søge indsigt, udvikling og balancering, fremfor præstation. Rummet er dit - jeg lytter og støtter din proces.

Jeg arbejder med et bredt udvalg af problematikker for mennesker af alle køn og aldre, der ønsker at leve i større overensstemmelse med sig selv. Har du spørgsmål i forhold til det du står med, kan du altid kontakte mig - jeg fanges bedst på email og SMS.

Lidt om mig

Jeg er som menneske meget optaget af frihed og hvordan den enkelte, også i det perspektiv, kan finde vej i livet. Inden mine studier og praksis med psykoterapi ligger mange års erfaring som lyd og billedkunstner. De kunstneriske erfaringer er en vigtig del af mig og har derfor også betydning for min måde at arbejde med terapi på (se evt. "mere om mig" i feltet herunder). 

Om sitet

Jeg holder siderne her løbende opdateret, i håb om at kunne give et indblik i min tilgang til psykoterapi. Der vil dukke ny tekst og indhold op med jævne mellemrum. Det kan måske indimellem give anledning til småfejl og utydeligheder, ligesom ord selvfølgelig har sine iboende begrænsninger. Jeg kan altid kontaktes, hvis noget er uklart eller du ønsker noget bestemt uddybet.