Jeg er fagligt meget nysgerrig og i princippet åben for alt der kan hjælpe den enkelte. Jeg betragter psykoterapi som et levende fag der kan hente inspiration fra mange sider. Denne åbne tilgang har jeg parallelt med en hvis jordbundethed, og hvad jeg betragter som sund skepsis overfor magiske enkeltpersoner og spritny mirakelterapi. Der findes masser af seriøs og velunderbygget teori og praksis i det psykologiske og terapeutiske felt, ofte udviklet gennem generationer - så der er en solid erfaring og teoridannelse at balancere nye teorier og forestillinger op imod.
Og så er der en meget vigtig menneskelig og relationel komponent i al samtaleterapi. Det er her den individuelle terapeut har noget særligt at tilbyde, stedet hvor det menneskelige møde finder sted. Her kommer personlig livserfaring og intuitiv fornemmelse for hvad der er meningsfuldt for den enkelte, i spil. Jeg er stor tilhænger af Irvin Yaloms (amerikansk psykiater, med et langt liv i eksistentiel psykoterapeutisk praksis) idé om at: "opfinde en ny terapi til hver klient". For selvom psykologiske teorier er vigtige for den udøvende terapeut, kan selve terapien, ligesom livet selv, ikke sættes på fast formel. Min kunstneriske baggrund spiller også en rolle for min faglighed, ligsom mit rådgivningsarbejde (for seksuelt misbrugte) tilbagevendende skærper min bevidsthed om at hjælp er mulig, også der hvor smerten er størst.