Alle vil fra tid til anden opleve uro i følelseslivet og for nogen vil det låse sig fast som bekymringer det er svært at se en vej ud af. Det kan være affødt af en række ting: en krise, et brud, et pludselig tab. Følelsmæssig uro kan også ligge mere skjult i sindet, måske som smertefulde erfaringer fra fortiden, måske som en mere generel følelse af ikke at trives eller slå til. I terapien kaster vi lys på de oplevelser, erfaringer og tanker der er i spil og skaber herigennem klarhed over hvad der er brug for nu. Det kan være alt fra nye perspektiver på nogle bestemte udfordringer, til mere dybdegående forandringer i livet.
Selvom psykoterapi ofte sætter fokus på potentialet i at kunne forandre noget, handler livet (og dermed også terapi), ligeså ofte om at kunne komme overens og forsone sig med forhold og vilkår i tilværelsen. Hvad psykoterapi i praksis handler om, vil altid afhænge af den enkeltes livssituation, ønsker og behov.
Nogle er bekymrede for at gå i terapi og frygter at det alene er en smertefuld proces. Jeg tænker det helt anderledes: at terapi er at træde ud ad det smertefulde, ikke ved at se bort fra det, men ved at kunne være med det svære i livet på en langt bedre måde, at terapien kan løfte en. Jeg arbejder med udspring i humanistiske traditioner som prioriterer det medmenneskelige møde højt. At det terapeutiske rum skal være et trygt og fortroligt fristed, hvor vi kan søge indsigt, udvikling og balancering, fremfor præstation. Rummet er dit og jeg lytter og støtter din proces. Har du spørgsmål i forhold til det du står med, kan du altid kontakte mig - jeg fanges bedst på email og SMS.
Jeg er som menneske meget optaget af frihed og hvordan den enkelte, også i det perspektiv, kan finde vej i livet. Inden mine studier og praksis med psykoterapi ligger mange års erfaring som lyd og billedkunstner. De kunstneriske erfaringer er en vigtig del af mig og har derfor også betydning for min måde at arbejde med terapi på (se evt. "mere om mig" i feltet herunder).
Jeg holder siderne her løbende opdateret, i håb om at kunne give et indblik i min tilgang til psykoterapi. Der vil dukke ny tekst og indhold op med jævne mellemrum. Det kan måske indimellem give anledning til småfejl og utydeligheder, ligesom ord selvfølgelig har sine iboende begrænsninger. Jeg kan altid kontaktes, hvis noget er uklart eller du ønsker noget bestemt uddybet.