Når jeg har valgt at prioritere en del af min tid med terapi for musikere, handler det dels om min personlige erfaring med kunsteriske processor og min egen glæde ved musik. Til trods for mit arbejde med kunst ofte har haft fokus på billeder, er musik simpelthen den kunstform jeg sidst ville undvære - en, som når den er bedst, taler direkte ind i sjælen.
Men der er en særlig grund, en som har en langt mere eksistentiel karakter. Det er tydeligt for mig, at der hos musikere findes nogle særlige livsomstændigheder, ikke mindst hos dem der har spillet siden de var børn. At en barndom hvor musikken spiller så stor en rolle, adskiller sig fra mange andres og at den adskillelse til en hvis grad fortsætter livet igennem. Ofte både som en fantastisk ressource og som en tilbagevendende udfordring - fordi musikken og instrumentet er så markant en relation i enhver fuldtids-musikers liv, en relation der som alle andre, skal passes og plejes og ikke altid er lige lykkelig. Hertil kommer særlige forhold med at stille sig frem, med konkurrence, præstation og identitet. Det kan være en virkelig krævende udfordring, i forhold til et liv der også gerne må fylde på andre niveauer.
Se mere på de øvrige sider på hjemmesiden om terapeutisk tilgang osv.